Drømmen om Italien a la George Clooney

 

George Clooney har i denne uge købt hus i Toscana
George Clooney har lige gjort det i denne uge, Sting har også gjort det og mange danskere overvejer at gøre det……..

At købe en bolig i skønne Toscana eller andet sted i Italien er en drøm, som rigtig mange danskere har. Og har man drømt længe nok, er man klar til at gå i gang med at realisere drømmen. Men hvordan skal sagen gribes an?

Et godt råd fra Peter Simmering er følgende: ’Du starter med et blankt stykke papir og en masse drømme – med dine ønsker i hånden kontakter du os, og så går vi på boligjagt for dig – uanset om du ønsker at være i Toscana, Piemonte Umbrien, Rom eller andre steder. Vi laver en liste over boliger, vi har fundet frem, som kunne opfylde dine ønsker. Hvis du beslutter dig for at købe én af dem, så står vi bag dig i hele handlen og sørger for, at du kommer sikkert i havn.’

Det er nemlig muligt at købe hus i Italien efter den danske model, når man vælger at entrere med en dansk ejendomsmægler, der er omfattet af Tryghedsmærket. Som dansk ejendomsmægler er vi underlagt de strengeste krav til dansk forbrugerbeskyttelse indenfor ejendomshandel – også når ejendommen ligger i Italien’, fortæller Peter Simmering, der som eneste danske ejendomsmægler har specialiseret sig i formidling af fast ejendom i Italien og gennem adskillige år har hjulpet boligkøbere med at sikre handlen efter danske normer og standarder.

Boligsøgning efter princippet ’købt eller gratis’

Hos Toscana Bolig kan du få hjælp til at finde drømmeboligen i Italien efter princippet ‘købt eller gratis’, d.v.s. at boligsøgningen, planlægning af besigtigelser, udarbejdelse af økonomiske oversigt over købsomkostninger samt forhandlinger ikke koster noget.

Vælger du at købe en af boligerne, betaler du som køber salær til Toscana Bolig efter handlens gennemførelse. Salæret svarer til det, man ellers skulle betale til sælgers ejendomsmægler, hvis man ikke benyttede os som købermægler.

I Italien skal man som køber betale salær til den lokale ejendomsmægler, der formidler boligen. Det er almindeligt, at køber betaler 3-5% af ejendommens pris plus øvrige handelsomkostninger, hvilket vi som danskere kan blive grimt overraskede over, for ingen italienske mæglere informerer om størrelsen af denne omkostning.

Den italienske mægler er tilmed berettiget til sit salær – ifølge italiensk lovgivning helt op til 7% hvis ikke andet er aftalt – bare han har bragt køber og sælger sammen i en handel. Han har ellers intet juridisk ansvar for handlen overhovedet.

Man kan derfor med stor fordel købe bolig i Italien via en dansk ejendomsmægler, for det koster det samme. Købersalæret kan nemlig i de fleste tilfælde betales til den danske mægler i stedet for til den italienske, hvis det er aftalt på forhånd. På den måde får man sin egen rådgiver og forhandler, der er 100% på ens side – en dansk mægler, der varetager ens egne interesser og opnår den bedste købspris – vel at mærke med dansk garanti-stillelse.

det koster det samme at bruge Toscana Bolig som en lokal maegler

 

Det er vores erfaring, at stort set alle vores kunder sparer rigtig mange penge, når vi er købers mægler – langt flere penge, end de betaler for vores assistance. Vi har nemlig kendskab til de reelle salgspriser i et givent område og med vores viden og mange års erfaring på det italienske boligmarked kan vi forhandle effektivt for køber. Alene dette gør, at vi oftest tjener købers betaling til os hjem flere gange.

fordelen ved at have toscanabolig som koebermægler kopi

Det koster altså ikke ekstra at tage Toscana Bolig med på råd, hvis man overvejer at købe hus i Italien. Tværtimod….. Og skulle man så møde den store stjerne ’Under the Tuscan Sun’, er det blot én af de mange   glæder, der følger med ved at eje en feriebolig i landet med den dejligste vin og olivenolie, de hyggeligste restauranter og de skønneste somre med rig mulighed for at nyde den ypperste kultur og enestående seværdigheder.

Læs også artiklen ‘Brug en købermægler uden at de koster dig ekstra’

En krølle på historien om George Clooney’s toscanske bolig

I begyndelsen af denne uge blev det offentliggjørt, at den berømte og feterede skuespiller har købt et hus i Toscana. Det er hans hus nummer 2 i Italien – hans andet hus ligger ved Como søen.

De italienske medier har fortalt mangt og meget om George Clooneys nye toscanske hjem. De har hver gang vist et toscansk stenhus, som angiveligt skulle være HUSET…. men det er det ikke, for det viste hus ligger nær Chianni og er et hus, vi, Toscana Bolig, har i kommission og som vi har forhåndsreserveret til en af vores vigtige danske kunder.

Læs også artiklen ‘6 ting I skal vide, når I køber bolig i Italien’

 

4. april 2014|

Pas på ulovlig ejendomsformidling på feriemessen

de-tryghedsmaerke

Pas på ulovlig ejendomsformidling på feriemessen i Bella Center – flere udstillere, der formidler boliger i udlandet, må iflg. dansk lov ikke sælge og rådgive om køb af boliger i udlandet – men det blæser de højt og flot på……..

Ifølge ‘Loven om Omsætning af Fast Ejendom’ må bl.a. formidling af køb og salg af fast ejendom og anden rådgivning og bistand vedrørende omsætning af fast ejendom kun varetages af statsautoriserede ejendomsmæglere og advokater med særlig ret hertil. Dette gælder uanset om de pågældende ejendomme er beliggende i Danmark eller udenfor landets grænser.

Nogle af de firmaer, der fra deres stand på feriemessen formidler boliger i udlandet, er ikke hverken registrerede ejendomsmæglere eller advokater, og flere af dem har slet ikke kendskab til de krav, der skal opfyldes overfor en dansk forbruger.

Loven har til hensigt at beskytte forbrugeren. Derfor er det problematisk, at de ulovlige ‘ejendomsformidlere’ ikke overholder loven, eksempelvis ved manglende garanti-stillelse, hvilket kan have alvorlige økonomiske konsekvenser for boligkøberen, der både risikerer at miste mange penge og samtidig at blive bundet op på en aftale, som de har svært ved at komme ud af.

Loven gælder både for danske formidlere af fast ejendom og for udenlandske, når de er i Danmark.

Erhvervs- og Byggestyrelsen fører et offentligt register over personer, som er etableret i et tilsvarende erhverv som ejendomsmæglererhvervet i et andet EU-land, i et EØS-land eller i Schweiz, og som har anmeldt til styrelsen, at de midlertidigt og lejlighedsvis agter at levere ejendomsmæglerydelser her i landet. En udenlandsk mægler skal indgive anmeldelse til Erhvervs- og Byggestyrelsen, før de leverer ejendomsmæglerydelser her i landet.

Dansk Ejendomsmæglerforening har på deres hjemmeside www.DE.dk mere information om boligkøb i udlandet.

Gid alle, der køber bolig i udlandet får en sikker handel og god oplevelse, så de snart kan nyde deres drømmebolig!

17. januar 2014|

Få dansk håndværkerfradrag for din bolig i Italien

boligjob-ordning-2013

Ejer I en bolig i Italien kan I med virkning fra d. 22. april 2013 få fradrag efter BoligJob-ordningen, idet regeringen som en del af vækstpakken har besluttet, at håndværker fradraget skal gælde også for fritidsboliger og sommerhuse i udlandet – herunder Italien.

Hvis I er skattepligtige i Danmark og ejer eksempelvis en toscansk ejendom, som I betaler ejendomsværdiskat af, og som kan tjene som bolig for jer, er I omfattet af ordningen og kan få fradrag for stort set samme typer håndværkeropgaver udført i Italien, som i længere tid har været gældende for helårshuse beliggende I Danmark.

Der er dog nogle boliger, der ikke er omfattet af skattepligten efter ejendomsværdi-skatteloven, og dermed indgår disse ikke i BoligJobordningen. Det gælder bl.a. boliger, der udelukkende udlejes erhvervsmæssigt, fritidsboliger under opbygning eller nedrivning eller som på anden vis er ubeboelige. Udenlandske fritidsboliger, der er fritaget for ejendomsværdiskat i henhold til en dobbeltbeskatningsoverenskomst er heller ikke omfattet af BoligJob ordningen – denne afgrænsning er dog irrelevant i relation til ejendomme beliggende i Italien.

Opfylder jeres italienske bolig de nævnte krav, kan man som ejer opnå et skattemæssigt fradrag på kr. 15.000 – dvs. at et ægtepar hver kan fradrage kr. 15.000 – altså kr. 30.000.

For at opnå fradrag skal I indberette og dokumentere jeres udgifter på samme måde som man gør for helårsboliger. I skal gå ind på ‘TastSelv borger’ under ‘indberet servicefradrag’ og huske at anføre, at udgifterne er afholdt for jeres fritidsbolig i udlandet (Italien).

I skal IKKE indsende dokumentation i form af regninger eller lignende for jeres udgifter, men I skal gemme det, I har, såfremt I på et senere tidspunkt skal dokumentere udgifterne. Kvitteringerne fra håndværkerne eller de andre fagfolk, I har betalt, skal indeholde information om datoen for arbejdet, adressen på jeres ejendom, hvor arbejdet er udført og et fakturanr.

I skal være opmærksomme på, at I ikke kan få fradrag for serviceydelser, hvis I lejer jeres feriebolig ud. Uanset om I lejer ud i kortere eller længere perioder, har I ikke ret til fradrag for serviceydelser såsom rengøring, vinduespudsning eller havearbejde.

Da jeres italienske ejendom er beliggende udenfor Danmark, frafaldes kravet om, at arbejdet skal udføres af en virksomhed, der er momsregistreret i Danmark, eller af personer, der er skattepligtige til Danmark.

I skal ikke indberette, hvem der har udført arbejdet, på jeres selvangivelse – I skal dog kunne dokumentere, hvem der har udført arbejdet.

Reglerne siger endvidere, at boligen og den person eller virksomhed, som udfører arbejdet, skal høre hjemme i et land, som udveksler skatteoplysninger med de danske myndigheder. Det gør de italienske myndigheder, så I kan godt bruge italienske håndværkere og få fradrag for deres arbejde efter de gældende regler.

På Skatteministeriets hjemmeside kan I hente flere informationer om BoligJob ordingen – se her

 

25. april 2013|

Ejendomsværdiskat af en bolig i Italien

landejendom solgt i Toscana

Når du har residens i Danmark og køber en ejendom i udlandet – eksempelvis i Italien – har det nogle skattemæssige konsekvenser i såvel Danmark som i Italien, hvilket du skal være opmærksom på.

Udover den købsskat, du betaler til notaren, når du køber en ejendom, skal du som boligejer også løbende betale skat af boligen i både Italien og i Danmark.

Ejendomsværdiskat i Italien

To gange om året – senest den 16. juni og senest den 16. december – skal du betale ejendomsskat til den kommune, din italienske ejendom hører under.

Denne skat er kompliceret at beregne, og derfor er det nødvendigt at have kontakt til en italiensk revisor, der kan tage sig af skatteberegningen- og betalingen for dig. Der er dog visse kommuner, der har indført en elektronisk indbetalingsformular, så det er væsentlig lettere at få ordnet betalingen af ejendomsværdibeskatningen.

Tidligere betalte man kun ejendomsskat i Italien, hvis huset var registreret som ‘seconda casa’, hvor man ikke har residens på ejendommens adresse. Det er nu lavet om sidste år, så i dag skal såvel residenter som ikke-residenter betale ejendomsværdiskat til den italienske kommune – glemmer man det, vanker der store bøder. Ejendomsværdiskatten kaldes IMU.

Ejendomsværdiskat i Danmark

Når du ejer fast ejendom i Italien, gælder samme regler, som hvis ejendommen var beliggende i Danmark. Du skal altså betale ejendomsværdiskat i Danmark af din ejendom i Italien og huske at oplyse ejerskabet på din selvangivelse, når du køber.

Ligger ejendomsværdien på din italienske bolig indenfor kr. 3.040.000, betaler du 1% af beløbet i ejendomsværdiskat til SKAT. Er ejendomsværdien højere, betaler du 1% af kr. 3.040.000 kr og 3% af beløbet, der overstiger kr. 3.040.000.

Den ejendomsværdiskat, du har betalt i Italien, får du forholdsmæssigt nedslag for i den ejendomsværdiskat, du skal betale til SKAT i Danmark.

Ejendomsværdien for en ejendom beliggende i Italien sættes i relation til den danske ejendomsværdiskat af SKAT. SKAT anerkender nemlig ikke den italienske ejendoms-vurdering. I stedet for tager SKAT udgangspunkt i ejendommens faktiske købspris. Den faktiske købspris føres tilbage til, hvad der enten svarer til 2001 eller til 2002, så man når frem til den skønnede handelsværdi for enten 2001 eller 2002 eller frem til den skønnede handelsværdi pr. 1. oktober i det aktuelle indkomstår. Du skal vælge det årstal, der giver den laveste værdi, for 2001’s vedkommende med tillæg af 5 procent.

Til indekseringen af en ejendom i Italien bruger SKAT OECD’s indeks for udvikling i huspriser – nedenstående er gældende for indkomståret 2011 (gældende iflg. SKAT):

OECD indeks - 2002-2011

Du kan læse meget mere om den danske beskatning af udenlandsk ejendom på SKAT – her

Da skatterådgivning er udenfor Toscana Boligs kompetance, anbefaler vi, at du kontakter en dansk statsautoriseret revisor, der har kendskab til beskatning af ejendom i udlandet og som kan give dig den korrekte rådgivning i forhold til netop din situation.

Påtænker du at købe en ejendom i Toscana eller andre steder i Italien via en virksomhed eller et selskab (erhverv), er er det af største vigtighed, at du få rådgivning hos en statsuatoriseret revisor.

Du kan iøvrigt læse mere om køb af fast ejendom i udlandet i denne artikel – se her

 

19. april 2013|

Firenze Est, Est, Est!!!

Firenze est Landskab

Af Mads Rørstrøm

Vi købte for et lille års tid siden en fritidsbolig små 40 kilometer øst for Firenze. Det var Toscana Boligs første salg i det ukendte, men yderst interessante, område. Her følger en overordnet introduktion til en ny, attraktiv zone.

En gammel myte fra det 12. århundrede fortæller om en tysk biskop, der skulle besøge paven i Vatikanstaten. Biskoppen sendte en præst i forvejen, hvis eneste opgave var at finde den bedste vin i landsbyerne på biskoppens rejse. Èt sted blev præsten så begejstret for den lokale vin, at han på kroens dør bare skrev Est, Est, Est!!! (latin og betyder: Den er). Vinen har siden da heddet dette.

Selvom ovenstående historie er en myte, hvis sandhed man selvfølgelig kan betvivle, vil jeg alligevel tillade mig at låne det slagkraftige begreb i en lettere omskrivning: Firenze Est, Est, Est!!!, med fokus på at Est på nutidens italiensk også betyder Øst. Der er nemlig al mulig grund til at interessere sig for området øst for Firenze, i provinsen Firenze, hvis man ellers overvejer at købe en fritidsbolig i Italien.

Først vil jeg understrege, at man aldrig nogensinde må sammenligne de mere kendte vestlige og sydlige områder i Firenze-provinsen med Firenze Est. Vest/syd og øst er to forskellige verdener.

Vest og syd for Firenze er der idyllisk og roligt. Her finder man de postkortvenlige udgaver af den klassiske italienske fantasi: Smukke landsbyer med gamle stenhuse liggende på et højdedrag med langstrakt udsigt over bløde bakker med bølgende solsikkerækker, olivenlunde og vinmarker.

Øst for Firenze er der mere vildt og utæmmet. I Firenze Est finder man derfor andre fortræffeligheder i et område, som på ingen måde er så kendt som sine nærliggende nabozoner, men som tilbyder et spændende alternativ til den måske mere traditionelle italienske drøm:

  • Terrænet er meget varieret, grønt og saftigt
  • Naturen er uovertruffen med bjerge, dale og floder
  • Klimaet er dejligt behageligt med friske briser og udholdelige (høje) temperaturer
  • Afstandene er korte til det meste, og der er max. 40 kilometer til centrum af Firenze
  • Indbyggerne er primært italienere, og der er meget få turister
  • Egenproduktionen af vin og mad er af høj kvalitet og kan købes direkte hos producenterne
  • Prisniveauet er generelt yderst fornuftigt

Område
Firenze Est ligger som sagt øst for Firenze, i provinsen Firenze, og dækker over området Val di Sieve (eller Valdisieve som det også kan skrives) og den nedre del af den mere nordlige Mugello-dal. Val di Sieve betyder Sieve’s dal, da en stor del af området smyger sig gennem en lang, smuk og grøn dal omkring floden Sieve’s bredder.

Firenze est kort

Hovedbyen er Pontassieve, som ligger 22 kilometer fra Firenze, på dét sted, hvor floden Arno møder floden Sieve, deraf navnet Broen ved Sieve. Længere mod nord i Mugello-dalen ligger dette områdes hovedby, Borgo San Lorenzo, som har navn efter Lorenzo de’ Medici, hvis familie havde sit udgangspunkt i Mugello.

Natur
Tre ting kendetegner naturen i Firenze Est: Bjerge, dale og floder. Området ligger med ryggen til bjergkæden Appeninerne, der som en rygrad går ned igennem hele Italien, og som samtidig beskytter området mod de værste uvejr.

Da området ligger ved foden af Appeninernes stolte bjergvægge, er der mange dale, beskyttet af bjergene. I Firenze Est er der ikke de mange bugtende bakker som i nabozonerne. De findes, men de er i fåtal. Til gengæld kan man i Firenze Est’s bagland vandre i naturskønne bjergområder, som i dag er klassificeret som naturparker, uden at møde et menneske i flere timer.

Området er desuden kendetegnet ved de mange floder, åer og strømme, som går på kryds og tværs af området. Floden Sieve er den største, som skærer direkte gennem Val di Sieve og danner dalen, men kommer man bare få kilometer til højre eller venstre, støder man let på åer, bække, strømme – ja, endog små vandfald. Sammenlagt giver det Firenze Est en meget frodig, grøn og saftig natur – på ingen måde så tør og støvet som visse andre steder i Italien.

Firenze est

Byer
Fra Pontassieve og langs SS67 hele vejen til Borgo San Lorenzo ligger byerne som perler på en snor. Der er sjældent mere end få kilometer mellem dem. Dette betyder, at der er kort afstand til alting.

Jeg skal være ærlig og indrømme, at mange af byerne langs landevejen ikke er værd at skrive hjem om ud fra et arkitektonisk synspunkt. Under 2. verdenskrig undlod de allierede at bombe selve Firenze p.g.a. alle kunstskattene. I stedet fik området omkring Pontassieve en ordentlig omgang, også fordi det udgjorde – og stadig udgør – et trafikalt knudepunkt for jernbanen.

Indkøb
Hvad byerne måtte mangle i arkitektonisk skønhed, kompenseres af at alle butikker, forretninger, restauranter, barer, supermarkeder osv. ligger lige ved hånden. Det er ikke som i de velkendte italienske bjergbyer, hvor alt er fredet og hvor nye butikker må ligge sig udenfor byen eller nedenfor bjerget.

Ethvert område i Italien med respekt for sig selv, har efterhånden en outlet, hvor man kan købe modevarer til fornuftige priser. I bunden af Firenze Est ligger et kæmpestort modecenter, kaldet The Mall, hvor man kan erhverve de (normalt) dyre modevarer fra Gucci, Dolce & Gabana, Armani, Dior, Fendi, Valentino og Prada osv. Der køres ligefrem japanere og kinesere i busser fra Firenze centrum til The Mall og retur, så populært er stedet for dets udvalg og priser.

Infrastruktur
Togene og busserne i området er velfungerende. Mange florentinerne har bosat sig øst for Firenze, så det er vigtigt for deres pendlen frem og tilbage, at infrastrukturen er i orden. Som sagt går landevejen SS67 igennem hele området og der er sjældent trafikkøer.

Med tog når man Firenze og alle byens store seværdigheder på mellem en halv til en hel time, alt efter hvor man er i Firenze Est, og billetprisen er cirka 3 euro.

Mennesker
Noget af det bedste ved området er, at der er meget få turister. Og de få, man møder, er der, fordi de har valgt det. Så de værdsætter områdets kvaliteter på samme måde som en selv. De lokale er yderst behagelige, meget imødekommende og særdeles hjælpsomme.

Naturligvis er det en kæmpe fordel, hvis man forstår og taler italiensk. På den måde kommer man helt ind i hjertet og sjælen af de lokale, fordi de opfatter dig ikke længere som en midlertidig indbygger, men som en lokal, der bare kommer fra det italienske alpeområde, hvor der er en udpræget tysk accent i sproget. Men selv uden italienskkundskaber er det muligt at gøre sig forståelig, selvom udbredelsen af engelsk selvsagt er større i de mere turistprægede områder syd og vest for Firenze.

Hvis man køber bolig i området (eller for den sags skyld i ethvert område i Italien), vil jeg dog altid anbefale, at man tager bare et minimum af italiensk-lektioner hjemmefra. Et par gode lokale sætninger akkompagneret af et smil, og så er du inviteret indenfor hos den lokale italiener.

Klima
Om sommeren kan det være ulideligt at være i Firenze, også for de lokale, som flygter væk fra byen til de køligere områder ved strandene eller bjergene. Firenze Est tilhører sidstnævnte kategori som et populært sted for florentinerne at bo fast eller at have deres fritidsbolig.

Om sommeren er der 3-4 grader lavere end i Firenze og der er ofte en svag, kølende brise gennem dalene fra bjergene. Forår og efterår ligner hinanden, der er ofte meget solrigt og temperaturen kan sagtens ligge på 25 grader. Om vinteren kan man til tider opleve sne, men deciderede frostgrader er som regel kun en natlig oplevelse – og det er ikke uvant at have 10-12 grader om dagen.

Restauranter
Der findes mange spisesteder i Firenze Est: restauranter, trattoriaer, osteriaer, pizzeriaer og agriturismoer med spisemulighed. Alle steder er der en hyggelig og varm atmosfære, da spisestederne som oftest er familieforetagender – og ofte i tredje, fjerde eller femte generation. Det betyder samtidig, at der er en stor stolthed i at servere ordentlig mad. Italienerne elsker at spise, som ordsproget siger Mangiamo per vivere, viviamo per mangiare (Vi spiser for at leve, vi lever for at spise), og derfor slipper man ikke afsted med at servere dårlig mad i et område med få turister, hvor afhængigheden af de lokale er afgørende.

Desuden har området en velkendt og god vinproduktion – og man siger som regel, at når der er god vin i nærheden, er der også god mad. Det gælder i høj grad Firenze Est. I dén sammenhæng kan nævnes en lille, men interessant og ganske sympatisk detalje: Vinen på restauranterne koster normalt kun 50% mere end i detailhandlen. En god lokal Chianti Rufinà kan ofte fås for en hundredekroneseddel på restauranterne. Så ved man, at man er i hjertet af et vinland.

Vin
Hvis man siger Chianti, nikker 9 ud af 10 danskere. Den verdenskendte vin fra Chianti Classico-området mellem Firenze og Siena er meget populær i Danmark. Hvis man derefter siger Chianti Rufinà, nikker 9 ud 10 vinkendere.

Jeg har personligt aldrig været specielt begejstret for Chianti Classico. Kvaliteten har været lidt for svingende. Men jeg holder meget af vinene fra Chianti Rufinà, som udmærker sig ved at lade den populære, toskanske drue Sangiovese komme til sin fulde ret.

Chianti Rufinà er en ud af 7 subzoner under Chianti og ligger i Firenze Est, omkring byen Rufinà naturligvis. Vinområdet udgør kun 1/1000-del af den klassiske Chianti’s areal. Vinmarkernes mindre størrelse – og en god geografisk placering med et fortræffeligt klima til vinproduktion – gør, at der gennemgående er en stabil, høj kvalitet, hvor selve vinene er kendt for sin renhed og elegance med en vis kompleksitet.

Vinproducenterne er kendte for at samarbejde, fordi man ved, at et lille vinareal er afhængig af en homogen kvalitet fra alle. Derfor får ingen producenter lov til at eksperimentere alene for eksperimentets skyld. Dette gælder ligeledes de to store (og i Danmark så velkendte) producenter Antinori og Frescobaldi, som også opererer i Firenze Est.

Mad
De kulinariske oplevelser i Firenze Est er store, uden at man dog skal forvente hverken Michelin-restauranter eller små gourmetserveringer. Køkkenet er rustikt, som de fleste steder i Italien, men på grund af det fantastiske Chianina-kvæg i det sydlige Mugello, finder man oftere kød på menuen end andre steder. Eksempelvis bør man prøve den kæmpestore Bistecca alla Fiorentina i dette område. Desuden må man heller ikke gå glip af de lokale Salsiccia-pølser, som fås i forskellige udgaver med forskellige krydderier, og som efter en tur på grillen smager skønt.

Antipastien med f.eks. den krydrede salami Finocchiona, eller den lokale rå skinke Prosciutto Toscano D.O.P. sammen med de specielle Coccoli (små friterede boller), som dyppes i cremet Stracchino, er også fantastisk velsmagende.

For de mindste i familien har enhver restaurant Pasta al Ragù (Spaghetti alla Bolognese) og Pasta Pomodoro (Pasta med tomatsovs) på menuen, og på 9 ud af 10 resturanter er der et meget omfangsrigt pizza-udvalg med helt tynde, sprøde pizze med udsøgte råvarer ovenpå. Personligt har jeg ikke smagt bedre pizza i hele Italien.

I Mugello-dalen er der udover den store kvægproduktion også en stor mejeriproduktion, som er velkendt og anerkendt i hele Italien. Nogle siger, at man ikke får bedre mælk end fra Mugello, jeg kan kun være enig.

Hos det koorporative selskab Il Forteto, som ligger lige uden for byen Dicomano og små 20 kilometer fra Pontassieve (i toppen af Firenze Est), kan private købe kød, pålæg, mælk, vin, ost, brød og andre friske lokale godbidder til en fornuftig penge. Og det smager himmelsk…

Priser
Det meste er lidt billigere i Firenze Est i forhold til de nærliggende nabozoner. Det er simpelthen et spørgmål om turisme: Jo flere turister, jo højere priser – uden at kvaliteten dermed nødvendigvis følger med op.

Et par, der spiser 2 retter og dessert med vin, vand, kaffe og en spids, betaler sjældent mere end 500 kroner i alt incl. opdækning på et godt trattoria i Firenze Est. Og hvis man vælger at spise hjemme, er det naturligvis endnu billigere: For eksempel får man 100 gram af den lækreste bløde fennikel-salami, kaldet Bricciolona, for en flad dansk 10-krone.

Det samme afspejler sig i priserne på fast ejendom. Uden overhovedet at kende de eksakte tal vil jeg skyde på, at boligpriserne i området er 10-20% lavere end i naboområderne.

Alle ovenstående anprisninger til trods anbefaler jeg ikke, at man ser Firenze Est som en substitut til de langt mere velkendte områder vest og syd for Firenze. Dertil er forskellene for store, det er som æbler og pærer, de kan ikke sammenlignes.

Men jeg vil anbefale enhver, der søger fritidsbolig i Firenze-provinsen at se Firenze Est som et attraktivt alternativ.

Vi havde tidligere kun været et par gange i området gennem vores 20 års jævnlige og utallige rejser i det skønne Italien, før vi købte fritidsbolig. Men vi er faldet pladask for Firenze Est, som har vist sig at være noget nær perfekt for vores ønsker – og vores pengepung.

For yderligere oplysninger om Firenze Est står Mads Rørstrøm gerne til rådighed gennem Peter Simmering hos Toscana Bolig.

24. januar 2013|