Vilde asparges er en himmerigs mundfuld

Vilde asparges plukket omkring vores hus

Vilde asparges plukket omkring vores hus i Toscana

En af de absolut skønneste spiser, vi kan finde i naturen omkring vores hus, er de vilde asparges. De er så fine i smagen og smukke at se på, at vores årlige asparges-tur er et af de store højdepunkter for familien – vi oplever, at det er naturens forårshilsen til os.

Da vi for 10 år siden købte vores hus i Toscana, var netop naturvandringer med formålet at finde asparges noget af det første, vi fik kendskab til. Vores lærer udi aspargesplukning lærte os ikke kun af finde den attraktive buskagtige plante med de tynde asparges for enden af grenen, men hun videregav også sin hyggelige familietradition til os: Hver gang man finder en asparges, der er værd at plukke, råber man ‘DRING, DRING’, så alle kan blive delagtiggjort i den store glæde det er at have fundet en ‘skat’. Og jeg skulle hilse at sige, at vores familie har hygget os rigtig meget i forårssolen, når vi plukker og senere på dagen omkring middagsbordet, når vi spiser de fantastiske vilde asparges.

Det kan absolut anbefales! Behøver jeg at nævne, at det er en af de væsentlige grunde til, at vi elsker vores hus og livet i Toscana?

De vilde asparges kan anvendes til alt lige fra supper til salater, og så som de lokale gør det – til asparagi fritti (der findes et hav af opskrifter på nettet, som du kan anvende).

I år valgte vi selv at tilberede vores asparges med æggestand:

Til 4 personer
Asparges – vendes i olie på panden i maks. 2 minutter – jo flere asparges desto bedre
4 æg piskes sammen med 4 spiseskefulde mælk og lidt salt
Æggemassen hældes over de stegte asparges og varmes sammen, ligesom røræg

 

asparges

Vilde asparges med æggestand – her har vi pyntet med en blomst lavet af en skive laks og sort kaviar

 

2. maj 2013|

Olivenolie fra forrige år kan stadig bruges til……

body scrub

Body scrub med olivenolie

Ingen tvivl om, at olivenolien, vi får presset i Toscana, er en ganske særlig smagsoplevelse, som vi sætter stor pris på. Olien holder længe, men når vi sent i efteråret presser den nye høst, så mister vi interessen for ‘den gamle olie’.

I stedet for at bare at stege i olien eller i værste fald kassere den, har jeg gennem årene nydt denne gamle olie – ikke indvendig og på smagsløgene men på kroppen. Det er nemlig ganske let at lave sin egen body scrub og det føles temmelig ekstravagant at gnide sig ind i noget af det mest naturlige og rene – vores egen økologiske olivenolie.

Med andre ord…. har du en sjat olivenolie tilbage, kan du røre den op med groft salt og evt. tilsætte citrus, lavendel, mynte eller andre skønne dufte. Konsistensen bestemmer du selv – bare bland salt og olie og hæld blandingen på glas eller i en tæt beholder – og brug scrubben generøst i forbindelse med badet.

Jeg kan betro dig, at det er en populær venindegave……

3. marts 2013|

Naturens gave i januar er bl.a. appelsiner

oranger

I januar måned har vi den umådelig store fornøjelse at kunne plukke de skønneste appelsiner fra vores store vilde appelsintræ, som står på vores terrasse. Appelsinerne er modne i januar men kan også sagtens plukkes senere, hvilket kan være en god idé, da frugterne bliver sødere og sødere for hver dag, de solmodnes på træets bugnende grene.

I år har vi lavet flere lækre ting ud at appelsinerne, og her er lidt inspiration til jer, der på vej gennem den toscanske natur begaves med plukkeklare appelsiner:

Appelsin-is ‘cupcakes’

appelsin-is cupcake

Antal: Ca. 12 portioner

Bundene laves af:
ca. 12 Digestives – knuses (halvdelen af kiksene kan evt. erstattes af 75 g. cornflakes)
2 spsk sukker – blandes med kiksene
125 g. smør – smeltes og blandes med kiksene
Blandingen presses ned i cupcake-forme

Appelsincreme laves af:
200 g sukker – blandes med
saft og fintrevet skal af 1 appelsin
4,25 dl piskefløde tilsættes lidt efter lidt

Cremen hældes i cupcake-formene, som sættes i dybfryseren i minimum 3 timer.
Ved servering kan man pynte med appelsinskiver, mynte og friske bær.

Velbekomme!


Appelsinsukker

De dejlige appelsiner, vi finder i naturen kan også bruges på anden vis

Skræl appelsinskallen af frugten – uden for meget af det hvide kød. Tør skallen i ovnen ved ca. 100 grader – evt. i microovnen. Den tørrede blendes med sukker og evt. vanilje. Appelsinsukkeret kan bruges f.eks. som et frisk  ‘krydderi’ til i teen eller til kager, desserter m.m… kun fantasien sætter grænser.

 

31. januar 2013|