Markant stigning i antallet af bolighandler i Toscana

SONY DSC

 

Efterspørgslen på boliger i Toscana og flere andre steder i Italien stiger markant.

Efter flere forholdsvis stille år hvad bolighandel i Toscana angår, oplever vi nu en markant stigning i danskernes interesse for at købe den bolig, de længe har gået og drømt om, men ikke har vovet at investere i, mens den økonomiske storm rasede.

 Som en af vores kunder sagde til os forleden: ’”Nu gider jeg ikke at vente længere, og priserne på huse i Toscana er så gunstige lige nu, at jeg synes, det er det helt rigtige tidspunkt at købe på….” Og han er ikke alene om den opfattelse. Hos Toscana Bolig oplever vi nemlig rigtig stor aktivitet – alene i den seneste uge har vi lavet kontrakter og købsaftaler med 5 kunder, og vi er i gang med forhandlinger om endnu flere boligkøb.

Stigning i gennemførte handler ser vi både for ejendomme, som vi selv har i kommission, og for handler for købere, der benytter sig af vores rådgivning som købermægler. En stor del af vores italienske kolleger – bl.a. lokale ejendomsmæglere i Piemonte og Toscana melder om tilsvarende stigning i bolighandlerne. At danskere for alvor er begyndt at rykke kan vi også mærke i vores dansk-italienske byggefirma ChangeHome Design, hvor vi får mange flere restaurerings-, nybygnings- og ombygningsopgaver i både Italien og Sydfrankrig, hvor mange danskere huserer.

Årsagerne til stigningen i bolighandler er mange, men væsentligt er det, at boligsælgerne oftere end før er villige til at give et afslag i prisen, mens boligkøberne samtidig har fået mod på og mulighed for at handle – resultatet er, at vi som mæglere har noget at ‘arbejde’ med, og vi kan forhandle os frem til en for alle parter okay pris.

Husk! Finder du ikke den helt rigtige bolig hos os, kan du stadig benytte dig af vores erfaring og ekspertise uden at det koster dig ekstra. Læs mere om hvordan her.

9. oktober 2013|

”A match made in Heaven”

una piccola pausa

Gitte Posch og Franz Posch er nu de lykkelige ejere af huset ‘Una Piccola Pausa’.

 

Dette indlæg er skrevet af Franz og Gitte Guivernau Posch, og vi har med inderlig taknemmelighed modtaget det i går – den 1. maj

‘Efter i mange år at have haft ”den italienske drøm” fik vi i 2012 endelig økonomisk mulighed for at føre den ud i livet. Vi lagde med det samme mærke til hjemmesiden ToscanaBolig.dk, fordi den var så oplagt: Søger du bolig i Toscana? Tja, så er det her, du skal lede!

Mange af de boliger, der var til salg på siden, var meget tillokkende, men var desværre udenfor vores økonomiske formåen. Dog fremgik det, at man også tilbød mæglerhjælp til, hvis man fandt en italiensk bolig af interesse andetsteds. Dét var lige noget, vi kunne bruge.

Vi tog kontakt til Peter Simmering med det samme og sagde, vi havde et par emner i kikkerten, og spurgte ham, om han kunne hjælpe os? Dét kunne han.

Vores lille familie faldt hurtigt for et originalt stenhus i en lille landsby oppe i bjergene i det nordlige Toscana. Det havde alle de ting, vi på forhånd havde listet op: originale kampesten, grønne skodder, plads nok til både os og besøg fra familie og venner, en have og/eller en stor terrasse, god udsigt – men fremfor alt et hyggeligt og velkommende nærmiljø af den rigtigt gode, italienske slags.

Huset var sat til salg af en lokal ejendomsmægler, og det var meget fristende at rette direkte henvendelse til ham, men heldigvis greb Peter ind og startede allerede dér sin kyndige og professionelle vejledning. For ved at lade Peter som købermægler stå for kontakten i stedet for os selv, kunne vi spare tusindvis af kroner på handlen. Desuden kendte Peter den italienske mægler godt fra andre handler og kunne stå inde for, at han var til at stole på.

Med ekstrem god mavefornemmelse gik forhandlingerne så i gang. Vi havde hundredvis af spørgsmål – Peter hjalp os tålmodigt med at besvare dem alle. Dét han ikke selv havde et umiddelbart svar på, fik han undersøgt gennem sine mange gode kontakter, og han vendte altid hurtigt tilbage med et svar, vi kunne bruge til noget. Det gjaldt både pris-forhandling, lovgivning i forhold til fredede bygninger i byen, tilladelse til yderligere byggeri af terrasse osv. Der gik et par måneder med spændt venten på svar på de forskellige ting – ”det går ikke altid så hurtigt i Italien” (som Peter blev ved med at indskærpe overfor os for at indgyde os tålmodighed) – og endelig langt om længe, i marts 2013, kunne vi skrive under og kalde ”Una Piccola Pausa” for vores: Et stort hus med 7 soveværelser, en vidunderlig lille have, originale kampesten, grønne skodder, fransk altan og et charmerende nærmiljø med fantastiske naboer – alt sammen til en utroligt overkommelig pris og som taget direkte fra vores ønskeliste!

Toscana Bolig/Peter stod ved vores side hele vejen. Vi havde en ”købt-eller-gratis” aftale, hvilket indgød stor tryghed og tillid. Han tog personligt ned og besigtigede ejendommen allerede inden vi selv så den, så vi kunne være sikre på, at den var værd at efterstræbe. Han talte med de italienske myndigheder på vores vegne, med mægleren og med vores fremtidige naboer, som tilfældigvis også var sælgerne 😉

Der blev taget hensyn til vores ønsker, til vores tidsplan (vi stod bl.a. og skulle på en længere rejse, så vi kunne ikke handle før da – samtidigt skulle vi gerne kunne komme ned og sætte i stand i påsken, så vi kunne heller ikke handle efter da…) og til vores til tider nok umådeligt irriterende utålmodighed.

Rent faktisk har vi endnu ikke mødt Peter i virkeligheden – al korrespondance er foregået pr. telefon eller mail, men det har aldrig været årsag til bekymring. Allerede efter et par mails og en samtale virkede det som om, vi havde kendt hinanden altid.

Selv efter at købet for længst var overstået, og kontrakten med Toscana Bolig var fuldført, så at sige, kunne man regne med deres hjælp. Vi havde blandt andet lidt problemer med en el-regning og den italienske bank – ”dén klarer jeg”, lød det hurtigt fra Peter, og så var dét problem også ude af verden.

Vi ved godt, at vores hus ikke forekom på Toscana Boligs hjemmeside. Alligevel er det med fuldkommen overbevisning, at vi kan sige, at uden dem og især Peter, ville vi ikke være de lykkelige og tilfredse ejere af ”Una Piccola Pausa” som vi er i dag. Tusind, tusind tak!!!

Franz og Gitte Guivernau Posch
Skolebetjent & Folkeskolelærer
Djursland

2. maj 2013|

Firenze Est, Est, Est!!!

Firenze est Landskab

Af Mads Rørstrøm

Vi købte for et lille års tid siden en fritidsbolig små 40 kilometer øst for Firenze. Det var Toscana Boligs første salg i det ukendte, men yderst interessante, område. Her følger en overordnet introduktion til en ny, attraktiv zone.

En gammel myte fra det 12. århundrede fortæller om en tysk biskop, der skulle besøge paven i Vatikanstaten. Biskoppen sendte en præst i forvejen, hvis eneste opgave var at finde den bedste vin i landsbyerne på biskoppens rejse. Èt sted blev præsten så begejstret for den lokale vin, at han på kroens dør bare skrev Est, Est, Est!!! (latin og betyder: Den er). Vinen har siden da heddet dette.

Selvom ovenstående historie er en myte, hvis sandhed man selvfølgelig kan betvivle, vil jeg alligevel tillade mig at låne det slagkraftige begreb i en lettere omskrivning: Firenze Est, Est, Est!!!, med fokus på at Est på nutidens italiensk også betyder Øst. Der er nemlig al mulig grund til at interessere sig for området øst for Firenze, i provinsen Firenze, hvis man ellers overvejer at købe en fritidsbolig i Italien.

Først vil jeg understrege, at man aldrig nogensinde må sammenligne de mere kendte vestlige og sydlige områder i Firenze-provinsen med Firenze Est. Vest/syd og øst er to forskellige verdener.

Vest og syd for Firenze er der idyllisk og roligt. Her finder man de postkortvenlige udgaver af den klassiske italienske fantasi: Smukke landsbyer med gamle stenhuse liggende på et højdedrag med langstrakt udsigt over bløde bakker med bølgende solsikkerækker, olivenlunde og vinmarker.

Øst for Firenze er der mere vildt og utæmmet. I Firenze Est finder man derfor andre fortræffeligheder i et område, som på ingen måde er så kendt som sine nærliggende nabozoner, men som tilbyder et spændende alternativ til den måske mere traditionelle italienske drøm:

  • Terrænet er meget varieret, grønt og saftigt
  • Naturen er uovertruffen med bjerge, dale og floder
  • Klimaet er dejligt behageligt med friske briser og udholdelige (høje) temperaturer
  • Afstandene er korte til det meste, og der er max. 40 kilometer til centrum af Firenze
  • Indbyggerne er primært italienere, og der er meget få turister
  • Egenproduktionen af vin og mad er af høj kvalitet og kan købes direkte hos producenterne
  • Prisniveauet er generelt yderst fornuftigt

Område
Firenze Est ligger som sagt øst for Firenze, i provinsen Firenze, og dækker over området Val di Sieve (eller Valdisieve som det også kan skrives) og den nedre del af den mere nordlige Mugello-dal. Val di Sieve betyder Sieve’s dal, da en stor del af området smyger sig gennem en lang, smuk og grøn dal omkring floden Sieve’s bredder.

Firenze est kort

Hovedbyen er Pontassieve, som ligger 22 kilometer fra Firenze, på dét sted, hvor floden Arno møder floden Sieve, deraf navnet Broen ved Sieve. Længere mod nord i Mugello-dalen ligger dette områdes hovedby, Borgo San Lorenzo, som har navn efter Lorenzo de’ Medici, hvis familie havde sit udgangspunkt i Mugello.

Natur
Tre ting kendetegner naturen i Firenze Est: Bjerge, dale og floder. Området ligger med ryggen til bjergkæden Appeninerne, der som en rygrad går ned igennem hele Italien, og som samtidig beskytter området mod de værste uvejr.

Da området ligger ved foden af Appeninernes stolte bjergvægge, er der mange dale, beskyttet af bjergene. I Firenze Est er der ikke de mange bugtende bakker som i nabozonerne. De findes, men de er i fåtal. Til gengæld kan man i Firenze Est’s bagland vandre i naturskønne bjergområder, som i dag er klassificeret som naturparker, uden at møde et menneske i flere timer.

Området er desuden kendetegnet ved de mange floder, åer og strømme, som går på kryds og tværs af området. Floden Sieve er den største, som skærer direkte gennem Val di Sieve og danner dalen, men kommer man bare få kilometer til højre eller venstre, støder man let på åer, bække, strømme – ja, endog små vandfald. Sammenlagt giver det Firenze Est en meget frodig, grøn og saftig natur – på ingen måde så tør og støvet som visse andre steder i Italien.

Firenze est

Byer
Fra Pontassieve og langs SS67 hele vejen til Borgo San Lorenzo ligger byerne som perler på en snor. Der er sjældent mere end få kilometer mellem dem. Dette betyder, at der er kort afstand til alting.

Jeg skal være ærlig og indrømme, at mange af byerne langs landevejen ikke er værd at skrive hjem om ud fra et arkitektonisk synspunkt. Under 2. verdenskrig undlod de allierede at bombe selve Firenze p.g.a. alle kunstskattene. I stedet fik området omkring Pontassieve en ordentlig omgang, også fordi det udgjorde – og stadig udgør – et trafikalt knudepunkt for jernbanen.

Indkøb
Hvad byerne måtte mangle i arkitektonisk skønhed, kompenseres af at alle butikker, forretninger, restauranter, barer, supermarkeder osv. ligger lige ved hånden. Det er ikke som i de velkendte italienske bjergbyer, hvor alt er fredet og hvor nye butikker må ligge sig udenfor byen eller nedenfor bjerget.

Ethvert område i Italien med respekt for sig selv, har efterhånden en outlet, hvor man kan købe modevarer til fornuftige priser. I bunden af Firenze Est ligger et kæmpestort modecenter, kaldet The Mall, hvor man kan erhverve de (normalt) dyre modevarer fra Gucci, Dolce & Gabana, Armani, Dior, Fendi, Valentino og Prada osv. Der køres ligefrem japanere og kinesere i busser fra Firenze centrum til The Mall og retur, så populært er stedet for dets udvalg og priser.

Infrastruktur
Togene og busserne i området er velfungerende. Mange florentinerne har bosat sig øst for Firenze, så det er vigtigt for deres pendlen frem og tilbage, at infrastrukturen er i orden. Som sagt går landevejen SS67 igennem hele området og der er sjældent trafikkøer.

Med tog når man Firenze og alle byens store seværdigheder på mellem en halv til en hel time, alt efter hvor man er i Firenze Est, og billetprisen er cirka 3 euro.

Mennesker
Noget af det bedste ved området er, at der er meget få turister. Og de få, man møder, er der, fordi de har valgt det. Så de værdsætter områdets kvaliteter på samme måde som en selv. De lokale er yderst behagelige, meget imødekommende og særdeles hjælpsomme.

Naturligvis er det en kæmpe fordel, hvis man forstår og taler italiensk. På den måde kommer man helt ind i hjertet og sjælen af de lokale, fordi de opfatter dig ikke længere som en midlertidig indbygger, men som en lokal, der bare kommer fra det italienske alpeområde, hvor der er en udpræget tysk accent i sproget. Men selv uden italienskkundskaber er det muligt at gøre sig forståelig, selvom udbredelsen af engelsk selvsagt er større i de mere turistprægede områder syd og vest for Firenze.

Hvis man køber bolig i området (eller for den sags skyld i ethvert område i Italien), vil jeg dog altid anbefale, at man tager bare et minimum af italiensk-lektioner hjemmefra. Et par gode lokale sætninger akkompagneret af et smil, og så er du inviteret indenfor hos den lokale italiener.

Klima
Om sommeren kan det være ulideligt at være i Firenze, også for de lokale, som flygter væk fra byen til de køligere områder ved strandene eller bjergene. Firenze Est tilhører sidstnævnte kategori som et populært sted for florentinerne at bo fast eller at have deres fritidsbolig.

Om sommeren er der 3-4 grader lavere end i Firenze og der er ofte en svag, kølende brise gennem dalene fra bjergene. Forår og efterår ligner hinanden, der er ofte meget solrigt og temperaturen kan sagtens ligge på 25 grader. Om vinteren kan man til tider opleve sne, men deciderede frostgrader er som regel kun en natlig oplevelse – og det er ikke uvant at have 10-12 grader om dagen.

Restauranter
Der findes mange spisesteder i Firenze Est: restauranter, trattoriaer, osteriaer, pizzeriaer og agriturismoer med spisemulighed. Alle steder er der en hyggelig og varm atmosfære, da spisestederne som oftest er familieforetagender – og ofte i tredje, fjerde eller femte generation. Det betyder samtidig, at der er en stor stolthed i at servere ordentlig mad. Italienerne elsker at spise, som ordsproget siger Mangiamo per vivere, viviamo per mangiare (Vi spiser for at leve, vi lever for at spise), og derfor slipper man ikke afsted med at servere dårlig mad i et område med få turister, hvor afhængigheden af de lokale er afgørende.

Desuden har området en velkendt og god vinproduktion – og man siger som regel, at når der er god vin i nærheden, er der også god mad. Det gælder i høj grad Firenze Est. I dén sammenhæng kan nævnes en lille, men interessant og ganske sympatisk detalje: Vinen på restauranterne koster normalt kun 50% mere end i detailhandlen. En god lokal Chianti Rufinà kan ofte fås for en hundredekroneseddel på restauranterne. Så ved man, at man er i hjertet af et vinland.

Vin
Hvis man siger Chianti, nikker 9 ud af 10 danskere. Den verdenskendte vin fra Chianti Classico-området mellem Firenze og Siena er meget populær i Danmark. Hvis man derefter siger Chianti Rufinà, nikker 9 ud 10 vinkendere.

Jeg har personligt aldrig været specielt begejstret for Chianti Classico. Kvaliteten har været lidt for svingende. Men jeg holder meget af vinene fra Chianti Rufinà, som udmærker sig ved at lade den populære, toskanske drue Sangiovese komme til sin fulde ret.

Chianti Rufinà er en ud af 7 subzoner under Chianti og ligger i Firenze Est, omkring byen Rufinà naturligvis. Vinområdet udgør kun 1/1000-del af den klassiske Chianti’s areal. Vinmarkernes mindre størrelse – og en god geografisk placering med et fortræffeligt klima til vinproduktion – gør, at der gennemgående er en stabil, høj kvalitet, hvor selve vinene er kendt for sin renhed og elegance med en vis kompleksitet.

Vinproducenterne er kendte for at samarbejde, fordi man ved, at et lille vinareal er afhængig af en homogen kvalitet fra alle. Derfor får ingen producenter lov til at eksperimentere alene for eksperimentets skyld. Dette gælder ligeledes de to store (og i Danmark så velkendte) producenter Antinori og Frescobaldi, som også opererer i Firenze Est.

Mad
De kulinariske oplevelser i Firenze Est er store, uden at man dog skal forvente hverken Michelin-restauranter eller små gourmetserveringer. Køkkenet er rustikt, som de fleste steder i Italien, men på grund af det fantastiske Chianina-kvæg i det sydlige Mugello, finder man oftere kød på menuen end andre steder. Eksempelvis bør man prøve den kæmpestore Bistecca alla Fiorentina i dette område. Desuden må man heller ikke gå glip af de lokale Salsiccia-pølser, som fås i forskellige udgaver med forskellige krydderier, og som efter en tur på grillen smager skønt.

Antipastien med f.eks. den krydrede salami Finocchiona, eller den lokale rå skinke Prosciutto Toscano D.O.P. sammen med de specielle Coccoli (små friterede boller), som dyppes i cremet Stracchino, er også fantastisk velsmagende.

For de mindste i familien har enhver restaurant Pasta al Ragù (Spaghetti alla Bolognese) og Pasta Pomodoro (Pasta med tomatsovs) på menuen, og på 9 ud af 10 resturanter er der et meget omfangsrigt pizza-udvalg med helt tynde, sprøde pizze med udsøgte råvarer ovenpå. Personligt har jeg ikke smagt bedre pizza i hele Italien.

I Mugello-dalen er der udover den store kvægproduktion også en stor mejeriproduktion, som er velkendt og anerkendt i hele Italien. Nogle siger, at man ikke får bedre mælk end fra Mugello, jeg kan kun være enig.

Hos det koorporative selskab Il Forteto, som ligger lige uden for byen Dicomano og små 20 kilometer fra Pontassieve (i toppen af Firenze Est), kan private købe kød, pålæg, mælk, vin, ost, brød og andre friske lokale godbidder til en fornuftig penge. Og det smager himmelsk…

Priser
Det meste er lidt billigere i Firenze Est i forhold til de nærliggende nabozoner. Det er simpelthen et spørgmål om turisme: Jo flere turister, jo højere priser – uden at kvaliteten dermed nødvendigvis følger med op.

Et par, der spiser 2 retter og dessert med vin, vand, kaffe og en spids, betaler sjældent mere end 500 kroner i alt incl. opdækning på et godt trattoria i Firenze Est. Og hvis man vælger at spise hjemme, er det naturligvis endnu billigere: For eksempel får man 100 gram af den lækreste bløde fennikel-salami, kaldet Bricciolona, for en flad dansk 10-krone.

Det samme afspejler sig i priserne på fast ejendom. Uden overhovedet at kende de eksakte tal vil jeg skyde på, at boligpriserne i området er 10-20% lavere end i naboområderne.

Alle ovenstående anprisninger til trods anbefaler jeg ikke, at man ser Firenze Est som en substitut til de langt mere velkendte områder vest og syd for Firenze. Dertil er forskellene for store, det er som æbler og pærer, de kan ikke sammenlignes.

Men jeg vil anbefale enhver, der søger fritidsbolig i Firenze-provinsen at se Firenze Est som et attraktivt alternativ.

Vi havde tidligere kun været et par gange i området gennem vores 20 års jævnlige og utallige rejser i det skønne Italien, før vi købte fritidsbolig. Men vi er faldet pladask for Firenze Est, som har vist sig at være noget nær perfekt for vores ønsker – og vores pengepung.

For yderligere oplysninger om Firenze Est står Mads Rørstrøm gerne til rådighed gennem Peter Simmering hos Toscana Bolig.

24. januar 2013|

Danskerne køber stadig flere boliger i Toscana

SONY DSC

Mens det stadig går noget trægt med det danske boligmarked, har vi hos Toscana Bolig oplevet stor fremgang i det italienske boligsalg. I løbet 2012 har vi solgt rigtig mange smukke ejendomme i Toscana til danskere, der har valgt at realisere deres boligdrømme, mens de italienske boligpriser er særligt gunstige.

Vi har i det forgangne år solgt lejligheder, stenhuse og vingårde – endog boliger vi ikke nåede at få uploadet på vores site, inden de var solgt. Vi har endvidere assisteret flere købere med at finde den bolig, de ønsker via lokale mæglere, som vi har forhandlet priser og vilkår med, uden at det har kostet køberne ekstra – tværtimod. Og sidst men ikke mindst har flere danske familier fået rådgivning hos os om køb af fast ejendom i Italien.

På byggesiden har vi haft fornøjelsen af at varetage ombygningsprocessen for en del ejendomme. Det gælder både restaureringsprojekter, mindre ombygninger af f.eks. køkkener og især etablering af swimmingpools har været stor succes.

Det nye år er allerede startet godt både for både for Toscana Bolig og for mange af dem, der har sat sig for, at de i år skal gøre alvor af deres drømme og nyde deres ferier under eget tag i Toscana, Rom, Umbrien eller i andre dele af det skønne Italien. Vi mærker tydeligt den stigende interesse både for at købe ejendomme i Toscana og glædes over alle de private købere og organisationer, virksomheder m.fl., der med liv og sjæl går op i deres projekt – de er alle klar til at ’erobre’ det skønne italienske liv.

 

15. januar 2013|