I januar måned har vi den umådelig store fornøjelse at kunne plukke de skønneste appelsiner fra vores store vilde appelsintræ, som står på vores terrasse. Appelsinerne er modne i januar men kan også sagtens plukkes senere, hvilket kan være en god idé, da frugterne bliver sødere og sødere for hver dag, de solmodnes på træets bugnende grene.
I år har vi lavet flere lækre ting ud at appelsinerne, og her er lidt inspiration til jer, der på vej gennem den toscanske natur begaves med plukkeklare appelsiner:
Appelsin-is ‘cupcakes’
Antal: Ca. 12 portioner
Bundene laves af:
ca. 12 Digestives – knuses (halvdelen af kiksene kan evt. erstattes af 75 g. cornflakes)
2 spsk sukker – blandes med kiksene
125 g. smør – smeltes og blandes med kiksene
Blandingen presses ned i cupcake-forme
Appelsincreme laves af:
200 g sukker – blandes med
saft og fintrevet skal af 1 appelsin
4,25 dl piskefløde tilsættes lidt efter lidt
Cremen hældes i cupcake-formene, som sættes i dybfryseren i minimum 3 timer.
Ved servering kan man pynte med appelsinskiver, mynte og friske bær.
Velbekomme!
Appelsinsukker
De dejlige appelsiner, vi finder i naturen kan også bruges på anden vis
Skræl appelsinskallen af frugten – uden for meget af det hvide kød. Tør skallen i ovnen ved ca. 100 grader – evt. i microovnen. Den tørrede blendes med sukker og evt. vanilje. Appelsinsukkeret kan bruges f.eks. som et frisk ‘krydderi’ til i teen eller til kager, desserter m.m… kun fantasien sætter grænser.