Elba er Italiens tredjestørste ø og ligger ud fra Toscana. Øen er kendt for sine krystalklare vande, smukke strande, flotte landskaber og sin vilde historie.
Den 3. maj 1814 blev Napoleon landsforvist til Elba, hvor han boede i hovedbyen Portoferraio i ni måneder. Den franske hær var blevet slået i Leipzig, og Napoleon var blevet tvunget til at abdicere. En engelsk fregat sejlede den nu tidligere kejser til den lille ø på størrelse med Møn ud fra Toscanas kyst. Her formåede Napoleon blandt andet at forårsage et oprør blandt minearbejderne på den korte tid, som han regerede øen.
Allerede mange år tidligere var øen populær. Den jernholdige undergrund, har siden Romerriget gjort Elba til et attraktivt sted at bygge miner og udvinde mineraler. Det er først i moderne tid, at øens økonomi er gået fra minedrift til nu at basere sig primært på indtægter fra turisme.
De mange forskellige besættelsesmagter, som har beboet øen, har sat sit præg på arkitekturen og landskabet på Elba. De mange borge, fæstninger og ruiner i byen beretter alle om øens skræmmende og fascinerende historie. Mest imponerende er Medicifortet, som ligger på toppen af en bakke i Portoferraio. Dette fort har huset mange sømænd, som gennem årene har kunne søge ly og sikkerhed mod betaling.
Hvadenten du er til paradisiske strande, historiske kuldegysninger eller utrolig arkitektur – så er øen Elba noget for dig.
Du kan sejle fra fastlandsitaliens Piombino til Portoferraio med færge. Turen tager en time. Man kan også flyve til øen, som har sin egen lufthavn, fra en række af Europas storbyer – herunder Milano.