Med under en måned tilbage, før vi skal stemme til EU-parlamentet, er det værd at nævne en denne gode nyhed fra de kanter. En nyhed, som kommer alle rejseglade danskere til gode.
Fra december 2015 skal man ikke længere betale for ‘raoming’ på mobiltelefonregningen. Et stort flertal i EU-parlamentet stemte i starten af januar for at stoppe roamingafgifterne.
“Denne beslutning er en gave fra EU til alle borgerne. Dette er, hvad EU handler om: at fjerne barrierer, som gør livet besværligt og gøre det billigere at være borger,” sagde EU-kommisionens vice-præsident og kommisær for digitale anliggender, Neelie Kroes, efter afstemningen.
Billigere data og telefonbrug
Det var i forbindelse med godkendelsen af en stor telepakke, som parlamentet kalder ‘Connected Continent’, at de blev enige om, at de europæiske borgere skal slippe for merregning, når de bruger telefonen i andre europæiske lande.
Forslaget er ellers flere gange blevet stemt ned. Det var derfor overraskende, at et stort flertal nu erkendte, at billigere telefoni på tværs af grænser, var værd at stemme for.
Roaming betyder, at man – når man krydser en landegrænse – overgår fra sit eget teleselskab til et andet selskabs net. Det betyder store gebyrer for borgere, når man f.eks. vil surfe på internettet på sin telefon i andre lande.
Så meget billigere
I gennemsnit koster det 700 % mere at anvende data (internetbrug) i andre lande. SMS og telefonopkald er gennemsnitligt 300 % dyrere, når man er udenfor Danmark.
Men det skal ifølge EU-parlamentet nu være slut. Det skal understreges, at beslutningen ikke er endelig, da den først skal godkendes i Ministerrådet. Det forventes, at Ministerrådet kan godkende afstemningen inden udløbet af 2014.