Kør hurtigt mellem Rom og Firenze med Frecciarossa

 

frecciarossa

En rejseoplevelse: Med højhastighedstoget Frecciarossa fra Rom til Firenze

Endnu inden Norwegian, Ryanair og Vueling begynder sommersæsonen med direkte fly til Toscana, har jeg besluttet mig for at flyve til Rom og derfra tage toget til Toscana – en tur der bl.a foregår med det super hurtige tog Frecciarossa, som tilbagelægger turen fra Rom til Firenze på blot 1 time og 22 minutter.

Jeg har bestilt hele togrejsen hjemmefra Danmark via www.trenitalia.it, der både er på italiensk og en engelsk. Eneste lille hage ved bestillingen er, at bedst som jeg er klar til at betale den reserverede billet, kræves det, at jeg opretter en profil og skal logge ind, men da det er gjort, forløber resten af bestillingen let. Efter forholdsvis få klik betaler jeg med Visa og får straks via e-mail tilsendt en billet for hver togstrækning, jeg skal køre –  med tydelig information om afgangs- og ankomsttider, detaljeret rejsebeskrivelse og QR-koder.

Billetterne printer jeg og lægger i min taske sammen med flybilletten til Rom – jeg noterer med undren, at flybilletten hele vejen til Rom er billigere end togbilletten fra Rom til Firenze, men 51 Euro for togturen finder jeg dog ganske rimelig – væsentlig billigere end at køre i bil mellem de to storbyer – og tidsbesparelsen og bekvemmeligheden tæller absolut også med til værdien af at køre med toget.

Flyet fra København lander heldigvis til tiden i Rom Fiumicino. Fra gaten gennem lufthavnen til toget er der forholdsvis langt at gå. Jeg er tryg ved, at jeg har bestilt billet til et tog, der går en hel time efter, jeg er landet, for togafgangen kan kun ændres mod en mindre betaling. den fine skiltning gør, at jeg har let ved at finde stationen. Jeg sætter pris på den ekstra tid, der giver plads til at købe en panino og lidt at drikke.

la freccia

Det første tog fra Fiumicino lufthavnen til forstadsstationen Tiburtina er et almindeligt regionaltog, som har både stueplan og 1. sal. Jeg vælger det sidste, så jeg kan opleve turen, der dog viser sig at fremstille triste forstadsbyggerier, der er langt fra det romantiske billede, jeg har af den ellers så pragtfuldt by Rom. Heldigvis er der også skønne ting at se undervejs – eksempelvis de mange haver med udsprungne magnoliablomster og træer, der bugner af de flotteste citroner – man kan næsten smage den søde solmodne saft…….

Skiftet fra regionaltoget til Frecciarossa går let og hurtigt – en venlig kontrollør forklarer mig, at jeg skal tage en elevator ved siden af perronen til 2. sal. Der finder jeg hurtigt en oversigt over togene, og finder ubesværet ‘mit’ tog.

Ved billetbestillingen fik jeg automatisk tildelt en siddeplads, der ses på billetten med angivelse af vognnummer. På perronen viser skilte, hvor togets vogne holder, så man kan stille sig klar til at gå direkte ombord i den vogn, man har plads i.

At komme ind i togvognen, der er fyldt med rejsende fra Napoli i syd til Milano i nord, er præcis som jeg havde forestillet mig. Høfligt og med italiensk charme hjælper rejsende forretningsfolk mig med min håndkuffert, hvorefter jeg kan sætte mig behageligt tilrette i de dejligt rene og komfortable sæder.

Toget flyver derefter afsted – Lazio, Umbrien og Toscana – smukke landskaber på vejen. Skærmen i kupeen viser, at vi kører næsten 300 km i timen. Ikke så ringe endda, og når det trykker i ørerne ind imellem, mens vi kører gennem en af turens mange tunneller, giver det mening….. Der er tryk på.

Undervejs til Firenze kommer togpersonalet forbi med en serveringsvogn. Tænk at sidde i et lækkert italiensk tog og få serveret den skønneste kaffe – friskbryggede på stedet men jeg nyder at se den ferme barista arbejde. Ih hvor jeg elsker Italien. Her går man bare ikke på kompromis, når det drejer sig om mad og drikke.

Den duftede og velsmagende kaffe sætter gang i snakken med mine medpassagerer. Euro 1,50 for en kop kaffe sætter sindene i kog… De synes alle, at det er dyrt. Da jeg fortæller dem, hvad en kop kaffe i Danmark koster, ryster de oprørte på hovedet. Og så har jeg ikke engang nævnt noget om kvaliteten af den kaffe, DSB serverer.

Alt for hurtigt er jeg nået til Firenze. Hele vejen fra lufthavnen i Rom på blot 2 timer og 25 minutter – vel at mærke inkl. 15 minutters togskifte i Tiburtina. Det har på alle måder været en god oplevelse at køre i italiensk tog….. Jeg overvejer om de danske problemer med italienske tog skyldes DSB og ikke de italienske producenter …. I Italien fungerer det i hvert fald perfekt, og mine tog er alle nået frem til tiden – mere end man kan forvente med de danske!

Jeg kan kun anbefale, at man flyver til Rom i vintersæsonen, hvis man skal nordpå til Toscana. Det går hurtigere end at skulle skifte fly i Tyskland, Schweiz eller andre steder og er ganske bekvemt – en oplevelse af de rigtig gode.

31. marts 2014|

Kørekort i Italien

P på en bil i Italien står for 'principiante' - nybegynder.

P på en bil i Italien står for ‘principiante’ – nybegynder.

Hvordan er reglerne omkring erhvervelse af kørekort i Italien?

Indledningsvis gælder det som i resten af Europa, at man for at måtte køre bil i kategori B – en almindelig personbil – i Italien skal være fyldt 18 år og have et gyldigt kørekort. Bliver man stoppet af politiet uden at kunne fremvise et gyldigt kørekort, koster det en bøde.

Et dansk kørekort følger EUs standarder og er dermed gældende i Italien.  Der stilles ikke krav fra myndighedernes side om, at man skal udskifte sit danske kørekort til et italiensk, hvis man bosætter sig i Italien – men man har lov til at skifte kørekortet, såfremt man ønsker det. Det anbefales, at man kontakter sin kommune eller det lokale motorkontor, så man kan få registreret sit kørekort og få nærmere information om regler om fornyelse, genanskaffelse hvis man mister det, osv.

Har man residens i Italien og vil man erhverve kørekort for første gang, sker det på følgende vis:

Først og fremmest skal man være fyldt 18 år og være fysisk ok – bl.a. hvad angår synet og ens mentale tilstand. Når man blevet medicinsk godkendt, skal man:

1. Bestå teoriprøve (multiple choice prøve – på italiensk naturligvis)
2. Ansøge om en midlertidig tilladelse til at køre som elev – principiante
3. Øve kørsel via køreskole eller en person efter nedenstående regler
4. Bestå en praktisk køreprøve med en motorsagkyndig

Inden man kan komme i gang med at køre bil, skal man bestå en teoriprøve. Når det er gjort, skal man kontakte det lokale motorkontor Ufficio Motorizzazione Civile og her ansøge om at få udstedt en midlertidig køretilladelse – foglio rosaItalienske motorkontorer finder du her.

Foglia rosa  - midlertidig tilladelse til at køre bil som nybegynder

Foglia rosa – midlertidig tilladelse til at køre bil som nybegynder

Man kan selv vælge, om man vil tage sin praktiske køreundervisning i privat regi, eller om man vil ty til en køreskole.

Med en midlertidig tilladelse i hånden har man lov til at øve sig i at køre i en personbil – vel at mærke hvis man har en person ved sin side, som ikke er over 60 år, som har et gyldigt kørekort og som har haft kørekort til den kategori, øvebilen tilhører (kategori B) i mindst 10 år.

Under kørslen skal der skal være et tydeligt skilt med P i både for og bag på bilen. P’et skal være sort på refleksiv hvid baggrund, så andre bilister kan se, at føreren af bilen er nybegynder. Skiltet med det store P, der står for principiante (nybegynder), viser med andre ord, at bilisten har en midlertidig tilladelse til at køre bil, mens han øver sig med henblik på at tage et kørekort. Nybegyndere må ikke køre på autostrada’erne og skal også holde sig fra tæt trafikerede områder.

De fleste vælger imidlertid at tage køretimer hos en autoriseret køreskole, så man lærer ikke blot at køre bil på sikker vis, men også kan blive forberedt grundigt til køreprøven, hvor den motorsagkyndige ikke kun ser på de praktiske færdigheder men som regel også stiller uddybende spørgsmål om kørslen.

Selve køreprøven skal foregå i en skolevogn svarende til danske skolevogne, så derfor er det normalt, at man allerede på begynderstadiet entrerer med en prof køreskole, hvis skolevogn man kan gå til køreprøve i. En skolevogn, der udelukkende anvendes til den praktiske køreprøve, kan dog alternativt lejes til formålet, hvilket er aktuelt, hvis man har taget køretimerne privat.

Man har ialt 3 forsøg/prøver ialt – uanset om det er teori- eller køreprøver. Det betyder, at hvis man ikke består både teori- og køreprøven indenfor 3 forsøg, bortfalder den midlertidige køretilladelse, og der skal ansøges om en ny.

Da reglerne om erhvervelse af kørekort ændres løbende, anbefaler vi, at du kontakter det lokale motorkontor, inden du træffer dine beslutninger om, hvor og hvordan du vil tage kørekortet og til hvilken kategori af køretøj.

3. december 2013|

Alitalia flyver igen fra København til Italien

fly i modlys

Alitalia har i en årrække ikke udbudt flyrejser fra København til Italien, men fra 25. marts ser det anderledes ud, hvor det italienske flyselskab starter med 2 ugentlige afgange til Rom.

Som nævnt i vores tidligere blogindlæg Oversigt over fly til Toscana og omegn og Ny flyrute fra København til Firenze vil også det spanske flyselskab Vueling starte flyvning til Firenze om et par uger. Derudover har både Norwegian, AirBerlin, SAS m.fl. mange ugentlige afgange til Toscana og andre italienske destinationer, så der bliver en skarp konkurrence på flyvningerne til Italien.

Nyhedsbrevet STAND BY oplyser, at der ifølge CPH Traveller vil være ca. 100 ruteflyvninger fra København til hele 11 forskellige lufthavne i Italien i den travleste periode i slutningen af juli. Ruteflyvningerne er følgende:

Firenze i Toscana (4), Pisa i Toscana (3), Rom (25), Venedig (12), Bologna (9), Milano Malpensa (37), Milano Linate (6), Catania på Sicilien (1), Palermo ligeledes på Sicilien (1) samt Cagliari (1) og Olbia på hhv. den sydlige og nordøstlige del af Sardinien (1).

 

6. marts 2013|

Vær opmærksom på, hvordan du betaler flybilletter

solnedgang over skyerne

Når du køber flybilletter på nettet, betaler du som regel med et betalingskort – eksempelvis Dankort, Visa eller MasterCard.

Mange har i forbindelse med forskellige flyselskabers krak måtte erfare, at man ikke altid kan få sine penge for de tabte flybilletter tilbage i tilfælde af konkurs. En af de afgørende faktorer er nemlig, bl.a. hvilket betalingskort, man har anvendt og om hjemmesiden, hvor billetten er købt, er dansk. Her skal man være særligt opmærksom, når man betaler sine flybilletter med et kombineret Visa-/Dankort i Danmark, da Dankortet er et debitkort til forskel fra kreditkort.

Pengeinstitutankenævnet har netop behandlet en sag i relation til Cimber Sterlings konkurs, hvor en dansk kunde havde betalt sin flybillet med et kombineret Visa-/Dankort. Kundens bank registrerede købet som et Dankort køb, hvilket svarer til kontant betaling. Kunden fik således ikke medhold i sin klage og må derfor selv bære tabet af flybilletterne.

Regler 
Reglerne siger, at hvis du har købt en ‘ren’ flybillet (ikke en pakkerejse) og ikke har købt ekstra konkursdækning hos Rejsegarantifonden, er du umiddelbart dårligt stillet, hvis flyselskabet krakker, og du må forvente, at dine penge er tabt.

Har du købt en flybillet med et internationalt betalingskort, der fungerer som kreditkort – f.eks. MasterCard, Visa Electron eller American Express – direkte hos et flyselskab, der går konkurs, kan du gøre indsigelse via din bank. Herefter vil banken søge at få dækket dit tab hos kortselskabet. Ifølge de internationale kortselskabers regler er der gode muligheder for at få sine penge for en forudbetalt billet igen, hvis rejsen bliver aflyst p.g.a. flyselskabets konkurs. Har du derimod betalt billetten med Dankort eller Visa/Dankort på en dansk hjemmeside, vil betalingen være sidestillet med, at du har betalt kontant. Her er der ingen mulighed for at gøre indsigelse i din bank. Du må i stedet gøre dit krav gældende i konkursboet. Se mere på Forbrugerrådets hjemmeside her.

Det er med andre ord en god idé at tegne en ekstra konkursforsikring hos Rejsegarantifonden, hvis man ikke er ligeglad med at tabe penge ved eventuelle konkurser blandt flyselskaberne.

Få mere at vide om konkursdækning ved køb af flybilletter, billeje, pakkerejser, ekstra konkursdækning m.v. i Rejsegarantifondens bruchure – klik her

11. februar 2013|

Firenze Est, Est, Est!!!

Firenze est Landskab

Af Mads Rørstrøm

Vi købte for et lille års tid siden en fritidsbolig små 40 kilometer øst for Firenze. Det var Toscana Boligs første salg i det ukendte, men yderst interessante, område. Her følger en overordnet introduktion til en ny, attraktiv zone.

En gammel myte fra det 12. århundrede fortæller om en tysk biskop, der skulle besøge paven i Vatikanstaten. Biskoppen sendte en præst i forvejen, hvis eneste opgave var at finde den bedste vin i landsbyerne på biskoppens rejse. Èt sted blev præsten så begejstret for den lokale vin, at han på kroens dør bare skrev Est, Est, Est!!! (latin og betyder: Den er). Vinen har siden da heddet dette.

Selvom ovenstående historie er en myte, hvis sandhed man selvfølgelig kan betvivle, vil jeg alligevel tillade mig at låne det slagkraftige begreb i en lettere omskrivning: Firenze Est, Est, Est!!!, med fokus på at Est på nutidens italiensk også betyder Øst. Der er nemlig al mulig grund til at interessere sig for området øst for Firenze, i provinsen Firenze, hvis man ellers overvejer at købe en fritidsbolig i Italien.

Først vil jeg understrege, at man aldrig nogensinde må sammenligne de mere kendte vestlige og sydlige områder i Firenze-provinsen med Firenze Est. Vest/syd og øst er to forskellige verdener.

Vest og syd for Firenze er der idyllisk og roligt. Her finder man de postkortvenlige udgaver af den klassiske italienske fantasi: Smukke landsbyer med gamle stenhuse liggende på et højdedrag med langstrakt udsigt over bløde bakker med bølgende solsikkerækker, olivenlunde og vinmarker.

Øst for Firenze er der mere vildt og utæmmet. I Firenze Est finder man derfor andre fortræffeligheder i et område, som på ingen måde er så kendt som sine nærliggende nabozoner, men som tilbyder et spændende alternativ til den måske mere traditionelle italienske drøm:

  • Terrænet er meget varieret, grønt og saftigt
  • Naturen er uovertruffen med bjerge, dale og floder
  • Klimaet er dejligt behageligt med friske briser og udholdelige (høje) temperaturer
  • Afstandene er korte til det meste, og der er max. 40 kilometer til centrum af Firenze
  • Indbyggerne er primært italienere, og der er meget få turister
  • Egenproduktionen af vin og mad er af høj kvalitet og kan købes direkte hos producenterne
  • Prisniveauet er generelt yderst fornuftigt

Område
Firenze Est ligger som sagt øst for Firenze, i provinsen Firenze, og dækker over området Val di Sieve (eller Valdisieve som det også kan skrives) og den nedre del af den mere nordlige Mugello-dal. Val di Sieve betyder Sieve’s dal, da en stor del af området smyger sig gennem en lang, smuk og grøn dal omkring floden Sieve’s bredder.

Firenze est kort

Hovedbyen er Pontassieve, som ligger 22 kilometer fra Firenze, på dét sted, hvor floden Arno møder floden Sieve, deraf navnet Broen ved Sieve. Længere mod nord i Mugello-dalen ligger dette områdes hovedby, Borgo San Lorenzo, som har navn efter Lorenzo de’ Medici, hvis familie havde sit udgangspunkt i Mugello.

Natur
Tre ting kendetegner naturen i Firenze Est: Bjerge, dale og floder. Området ligger med ryggen til bjergkæden Appeninerne, der som en rygrad går ned igennem hele Italien, og som samtidig beskytter området mod de værste uvejr.

Da området ligger ved foden af Appeninernes stolte bjergvægge, er der mange dale, beskyttet af bjergene. I Firenze Est er der ikke de mange bugtende bakker som i nabozonerne. De findes, men de er i fåtal. Til gengæld kan man i Firenze Est’s bagland vandre i naturskønne bjergområder, som i dag er klassificeret som naturparker, uden at møde et menneske i flere timer.

Området er desuden kendetegnet ved de mange floder, åer og strømme, som går på kryds og tværs af området. Floden Sieve er den største, som skærer direkte gennem Val di Sieve og danner dalen, men kommer man bare få kilometer til højre eller venstre, støder man let på åer, bække, strømme – ja, endog små vandfald. Sammenlagt giver det Firenze Est en meget frodig, grøn og saftig natur – på ingen måde så tør og støvet som visse andre steder i Italien.

Firenze est

Byer
Fra Pontassieve og langs SS67 hele vejen til Borgo San Lorenzo ligger byerne som perler på en snor. Der er sjældent mere end få kilometer mellem dem. Dette betyder, at der er kort afstand til alting.

Jeg skal være ærlig og indrømme, at mange af byerne langs landevejen ikke er værd at skrive hjem om ud fra et arkitektonisk synspunkt. Under 2. verdenskrig undlod de allierede at bombe selve Firenze p.g.a. alle kunstskattene. I stedet fik området omkring Pontassieve en ordentlig omgang, også fordi det udgjorde – og stadig udgør – et trafikalt knudepunkt for jernbanen.

Indkøb
Hvad byerne måtte mangle i arkitektonisk skønhed, kompenseres af at alle butikker, forretninger, restauranter, barer, supermarkeder osv. ligger lige ved hånden. Det er ikke som i de velkendte italienske bjergbyer, hvor alt er fredet og hvor nye butikker må ligge sig udenfor byen eller nedenfor bjerget.

Ethvert område i Italien med respekt for sig selv, har efterhånden en outlet, hvor man kan købe modevarer til fornuftige priser. I bunden af Firenze Est ligger et kæmpestort modecenter, kaldet The Mall, hvor man kan erhverve de (normalt) dyre modevarer fra Gucci, Dolce & Gabana, Armani, Dior, Fendi, Valentino og Prada osv. Der køres ligefrem japanere og kinesere i busser fra Firenze centrum til The Mall og retur, så populært er stedet for dets udvalg og priser.

Infrastruktur
Togene og busserne i området er velfungerende. Mange florentinerne har bosat sig øst for Firenze, så det er vigtigt for deres pendlen frem og tilbage, at infrastrukturen er i orden. Som sagt går landevejen SS67 igennem hele området og der er sjældent trafikkøer.

Med tog når man Firenze og alle byens store seværdigheder på mellem en halv til en hel time, alt efter hvor man er i Firenze Est, og billetprisen er cirka 3 euro.

Mennesker
Noget af det bedste ved området er, at der er meget få turister. Og de få, man møder, er der, fordi de har valgt det. Så de værdsætter områdets kvaliteter på samme måde som en selv. De lokale er yderst behagelige, meget imødekommende og særdeles hjælpsomme.

Naturligvis er det en kæmpe fordel, hvis man forstår og taler italiensk. På den måde kommer man helt ind i hjertet og sjælen af de lokale, fordi de opfatter dig ikke længere som en midlertidig indbygger, men som en lokal, der bare kommer fra det italienske alpeområde, hvor der er en udpræget tysk accent i sproget. Men selv uden italienskkundskaber er det muligt at gøre sig forståelig, selvom udbredelsen af engelsk selvsagt er større i de mere turistprægede områder syd og vest for Firenze.

Hvis man køber bolig i området (eller for den sags skyld i ethvert område i Italien), vil jeg dog altid anbefale, at man tager bare et minimum af italiensk-lektioner hjemmefra. Et par gode lokale sætninger akkompagneret af et smil, og så er du inviteret indenfor hos den lokale italiener.

Klima
Om sommeren kan det være ulideligt at være i Firenze, også for de lokale, som flygter væk fra byen til de køligere områder ved strandene eller bjergene. Firenze Est tilhører sidstnævnte kategori som et populært sted for florentinerne at bo fast eller at have deres fritidsbolig.

Om sommeren er der 3-4 grader lavere end i Firenze og der er ofte en svag, kølende brise gennem dalene fra bjergene. Forår og efterår ligner hinanden, der er ofte meget solrigt og temperaturen kan sagtens ligge på 25 grader. Om vinteren kan man til tider opleve sne, men deciderede frostgrader er som regel kun en natlig oplevelse – og det er ikke uvant at have 10-12 grader om dagen.

Restauranter
Der findes mange spisesteder i Firenze Est: restauranter, trattoriaer, osteriaer, pizzeriaer og agriturismoer med spisemulighed. Alle steder er der en hyggelig og varm atmosfære, da spisestederne som oftest er familieforetagender – og ofte i tredje, fjerde eller femte generation. Det betyder samtidig, at der er en stor stolthed i at servere ordentlig mad. Italienerne elsker at spise, som ordsproget siger Mangiamo per vivere, viviamo per mangiare (Vi spiser for at leve, vi lever for at spise), og derfor slipper man ikke afsted med at servere dårlig mad i et område med få turister, hvor afhængigheden af de lokale er afgørende.

Desuden har området en velkendt og god vinproduktion – og man siger som regel, at når der er god vin i nærheden, er der også god mad. Det gælder i høj grad Firenze Est. I dén sammenhæng kan nævnes en lille, men interessant og ganske sympatisk detalje: Vinen på restauranterne koster normalt kun 50% mere end i detailhandlen. En god lokal Chianti Rufinà kan ofte fås for en hundredekroneseddel på restauranterne. Så ved man, at man er i hjertet af et vinland.

Vin
Hvis man siger Chianti, nikker 9 ud af 10 danskere. Den verdenskendte vin fra Chianti Classico-området mellem Firenze og Siena er meget populær i Danmark. Hvis man derefter siger Chianti Rufinà, nikker 9 ud 10 vinkendere.

Jeg har personligt aldrig været specielt begejstret for Chianti Classico. Kvaliteten har været lidt for svingende. Men jeg holder meget af vinene fra Chianti Rufinà, som udmærker sig ved at lade den populære, toskanske drue Sangiovese komme til sin fulde ret.

Chianti Rufinà er en ud af 7 subzoner under Chianti og ligger i Firenze Est, omkring byen Rufinà naturligvis. Vinområdet udgør kun 1/1000-del af den klassiske Chianti’s areal. Vinmarkernes mindre størrelse – og en god geografisk placering med et fortræffeligt klima til vinproduktion – gør, at der gennemgående er en stabil, høj kvalitet, hvor selve vinene er kendt for sin renhed og elegance med en vis kompleksitet.

Vinproducenterne er kendte for at samarbejde, fordi man ved, at et lille vinareal er afhængig af en homogen kvalitet fra alle. Derfor får ingen producenter lov til at eksperimentere alene for eksperimentets skyld. Dette gælder ligeledes de to store (og i Danmark så velkendte) producenter Antinori og Frescobaldi, som også opererer i Firenze Est.

Mad
De kulinariske oplevelser i Firenze Est er store, uden at man dog skal forvente hverken Michelin-restauranter eller små gourmetserveringer. Køkkenet er rustikt, som de fleste steder i Italien, men på grund af det fantastiske Chianina-kvæg i det sydlige Mugello, finder man oftere kød på menuen end andre steder. Eksempelvis bør man prøve den kæmpestore Bistecca alla Fiorentina i dette område. Desuden må man heller ikke gå glip af de lokale Salsiccia-pølser, som fås i forskellige udgaver med forskellige krydderier, og som efter en tur på grillen smager skønt.

Antipastien med f.eks. den krydrede salami Finocchiona, eller den lokale rå skinke Prosciutto Toscano D.O.P. sammen med de specielle Coccoli (små friterede boller), som dyppes i cremet Stracchino, er også fantastisk velsmagende.

For de mindste i familien har enhver restaurant Pasta al Ragù (Spaghetti alla Bolognese) og Pasta Pomodoro (Pasta med tomatsovs) på menuen, og på 9 ud af 10 resturanter er der et meget omfangsrigt pizza-udvalg med helt tynde, sprøde pizze med udsøgte råvarer ovenpå. Personligt har jeg ikke smagt bedre pizza i hele Italien.

I Mugello-dalen er der udover den store kvægproduktion også en stor mejeriproduktion, som er velkendt og anerkendt i hele Italien. Nogle siger, at man ikke får bedre mælk end fra Mugello, jeg kan kun være enig.

Hos det koorporative selskab Il Forteto, som ligger lige uden for byen Dicomano og små 20 kilometer fra Pontassieve (i toppen af Firenze Est), kan private købe kød, pålæg, mælk, vin, ost, brød og andre friske lokale godbidder til en fornuftig penge. Og det smager himmelsk…

Priser
Det meste er lidt billigere i Firenze Est i forhold til de nærliggende nabozoner. Det er simpelthen et spørgmål om turisme: Jo flere turister, jo højere priser – uden at kvaliteten dermed nødvendigvis følger med op.

Et par, der spiser 2 retter og dessert med vin, vand, kaffe og en spids, betaler sjældent mere end 500 kroner i alt incl. opdækning på et godt trattoria i Firenze Est. Og hvis man vælger at spise hjemme, er det naturligvis endnu billigere: For eksempel får man 100 gram af den lækreste bløde fennikel-salami, kaldet Bricciolona, for en flad dansk 10-krone.

Det samme afspejler sig i priserne på fast ejendom. Uden overhovedet at kende de eksakte tal vil jeg skyde på, at boligpriserne i området er 10-20% lavere end i naboområderne.

Alle ovenstående anprisninger til trods anbefaler jeg ikke, at man ser Firenze Est som en substitut til de langt mere velkendte områder vest og syd for Firenze. Dertil er forskellene for store, det er som æbler og pærer, de kan ikke sammenlignes.

Men jeg vil anbefale enhver, der søger fritidsbolig i Firenze-provinsen at se Firenze Est som et attraktivt alternativ.

Vi havde tidligere kun været et par gange i området gennem vores 20 års jævnlige og utallige rejser i det skønne Italien, før vi købte fritidsbolig. Men vi er faldet pladask for Firenze Est, som har vist sig at være noget nær perfekt for vores ønsker – og vores pengepung.

For yderligere oplysninger om Firenze Est står Mads Rørstrøm gerne til rådighed gennem Peter Simmering hos Toscana Bolig.

24. januar 2013|