SONY DSC

Hvad mange endnu ikke har opdaget er, at Toscana er et fantastisk godt sted at stå på ski. En stor del af de familier, vi gennem årene har solgt toscanske ejendomme til, har taget glæden ved de appeninske tinder til sig og drager hvert år af sted med skiene for opleve endnu en farverig og smuk side af Toscana – f.eks. på en tur fra morgen til aften, for der er jo oftest ikke så langt fra de områder, vi sælger boliger i, til den toscanske del af Appeninerne og de suveræne skisportsområder.

På den italienske hjemmeside Appennino Bianco er der meget mere information at hente om skisportsstederne, og her kan man også se det lokale vejr bl.a. på de mange forskellige webcams. Selv har vi haft stor fornøjelse af at stå på ski i påsken – og her er det godt at kunne checke vejret på de opsatte webcams, inden vi har begivet os op til sneen.

Personligt synes vi, at især 2 af områderne er optimale, og dem vil vi hermed anbefale: Det drejer sig om Corno alle Scale og Abetone.

Corno alle Scale ligger på toppen af Appeninerne mellem Firenze og Bologna. Standarden på pisterne er høj, og der er snekanoner, som gør deres for, at man kan løbe på ski i området 150 dage om året. De nødvendige faciliteter er samlet og let tilgængelige nær p-pladsen, og vil man leje skiudstyr, får man en særdeles kyndig vejledning hos udlejeren.
Her er  ca. 36 km pister, som er ualmindeligt smukt beliggende – på toppen af bjerget er man omgivet af sne, og samtidig kan man stå og se ned over det grønne Toscana…. Her er fredfyldt, for området ligger i en fredet nationalpark. Selvom pisterne tiltrækker professionelle skiløbere – eksempelvis træner den italienske slalommester og 3-dobbelte OL vinder Alberto Tomba her – er stedet ikke overrendt, og det er derfor en stor nydelse at løbe alpin ski i Corno alla Scale.

Abetone, der er mere kendt end ovennævnte og i tidernes morgen var et berømt skisportsområde forbeholdt eliten, er også udmærket. Her er lidt flere skiløbere, men området er også tilsvarende større, så der er også god plads at boltre sig på. Her er mere end 50 km alpine pister, og her kan man tillige løbe langrend på den ca. 15 km lange rute.
Også i Abetone er alt særdeles velfungerende – her er rigtig gode restauranter, flere dejlige hoteller og naturen er naturligvis betagende.

Så…. har du ikke nået at være på skiferie endnu eller har du ikke fået ski nok for i år, så har du hermed nogle forslag til en dejlig tur – f.esk. til påske, hvis skiføret holder….. God fornøjelse!